Der var rigtig mange flotte voksfigurer af berømte mennesker, men der var også et par af voksfigurerne der ikke helt matchede personerne.
Super sejt sted - kan anbefales!!
27 december, 2011
Madame tussaud's Voksmuseum
Der var rigtig mange flotte voksfigurer af berømte mennesker, men der var også et par af voksfigurerne der ikke helt matchede personerne.
Jul/december i London
Dagene gik og der var utrolig travlt i butikken. Udover julemusikken var der ikke meget julestemning for mit vedkommende.
De samme julesange på repeat dag ud og dag ind, fra den 1. til den 24. hmm.. et eller andet sted undervejs blev man hurtigt træt af dem!?
Så jeg fik downloadet en masse dansk julekalender musik jeg kunne høre for mig selv, når jeg endelig fik fri fra arbejde. Londons gader og stræder var fyldt med shoppende, juleglade mennesker og flot dekorerede julelys i gaderne. juleglade musikanter rundt omkring var også med til at gøre det hele hyggeligt. Dog var der stadig for mit vedkommende ikke det helt store jule tjuhej som sædvanlig. nonstop på arbejde!
Dog var jeg så heldig at have fået jule pakkekalender med hjemmefra fra min mor :) <3 det hjalp da lidt på stemningen, samt de mange julekort og gaver jeg fik tilsendt :) super dejligt at folk tænker på en!
lidt før jul fik jeg besøg hjemmefra af noget af familien. det var super hyggeligt. selvom jeg dog skulle arbejde det meste af tiden. Julehumøret blev også det bedre af at have lidt familie i nærheden!
så kom det endelig til d. 24 og jeg var selvfølgelig blevet snotforkølet. Ikke noget en god omgang næsespray ikke kunne hjælpe lidt på.
Det var meget mærkeligt selv at have jul d. 24. når alle andre i nærheden ikke skulle holde jul før dagen efter. jeg gik gladeligt rundt og sagde god jul til en del, men efter, fra mange, at have fået svaret "??det er ikke jul før imorgen", opgav jeg hurtigt.
Jeg havde valgt at melde mig til den danske kirkes juleaften. Dette kan varmt anbefales til alle der mangler et sted at holde jul i storbyen. det var utrolig hyggeligt og alle mennsker var imødekommende og i samme båd som en selv. der blev sunget og danset om juletræet og mindsandten om ikke også vi fik en traditionel julemiddag :) så bliver det jo ikke bedre, synes jeg :)
22 oktober, 2011
dans i london
Så er jeg endelig startet til dans her i london. Niveauet er utrolig højt, så selv begynderklassen ikke rigtig er for begyndere, men øvede.
Mine første dansetimer var sidste lørdag. Jeg tog til hip hop og derefter Jazz. Det var utrolig svært at følge med og jeg var i den grad den eneste begynder i lokalet. Det er ihvertfald helt sikkert!!
Til hip hop var det egentlig kun opvarmningen jeg kunne følge med i. Resten af tiden var jeg overhovedet ikke med.
Derefter tog jeg til min første Jazz time nogensinde. Det var også rigtig svært. Da jeg ikke har den mest flexible krop i verden måtte jeg virkelig kæmpe for at lave nogle af øvelserne og da alle andre strækte benene helt strækt i vejret måtte jeg nøjes med at have benet halvvejs oppe - og det var ikke særlig strækt! :0)
Til begge timer foregik det sådan, at vi fik vist trinene cirka en, to, tre gange og derefter gik danselærene hurtigt videre i deres koregrafier. Da jeg stadig ikke kunne første del af dansene når de gik igang med anden del, kom jeg aldrig helt med... Dog mistede jeg ikke modet! Hvis jeg nu bare fortsætter med at træne må det vel forhåbentlig på et eller andet tidspunkt blive bedre!??
Idag var det anden lørdag i streik jeg var til dans. Denne gang to jeg til to jazz timer. En "absolute beginners class" og en "beginner class". Det gik bedre idag, selvom det stadig var meget svært at følge med og min krop gjorde desuden stadig ondt fra sidste gang jeg var afsted.
men "no worries" - jeg har tænkt mig at fortsætte indtil jeg kan finde ud af det! :) Man tager ikke hele vejen til london, for så at give hurtigt op med noget som helst!
Udover at dansen igen er genoptaget, så er jeg flyttet til et nyt sted. Det hedder Hyelm og er et internationalt boligkompleks/hostel i Hampstead. Her bor man i længere tid ad gangen. Det er meget fint her og folk er utrolig flinke. Jeg har fået en sød værelseskammerat, som jeg dog ikke har fået snakket så meget med endnu, da vi ikke er hjemme på de samme tidspunkter.
Maden derimod er ufattelig kedelig. Rigtig skolemads/kantine'agtig. Hold da helt op hvor man savner mutti's madlavning - for den sags skyld, god gammeldags dansk madlavning generelt!
Men alt er vel og nu varer det ikke længe før jul, det skulle tilsyneladende være fantastisk at være i London i juletiden.
Mine første dansetimer var sidste lørdag. Jeg tog til hip hop og derefter Jazz. Det var utrolig svært at følge med og jeg var i den grad den eneste begynder i lokalet. Det er ihvertfald helt sikkert!!
Til hip hop var det egentlig kun opvarmningen jeg kunne følge med i. Resten af tiden var jeg overhovedet ikke med.
Derefter tog jeg til min første Jazz time nogensinde. Det var også rigtig svært. Da jeg ikke har den mest flexible krop i verden måtte jeg virkelig kæmpe for at lave nogle af øvelserne og da alle andre strækte benene helt strækt i vejret måtte jeg nøjes med at have benet halvvejs oppe - og det var ikke særlig strækt! :0)
Til begge timer foregik det sådan, at vi fik vist trinene cirka en, to, tre gange og derefter gik danselærene hurtigt videre i deres koregrafier. Da jeg stadig ikke kunne første del af dansene når de gik igang med anden del, kom jeg aldrig helt med... Dog mistede jeg ikke modet! Hvis jeg nu bare fortsætter med at træne må det vel forhåbentlig på et eller andet tidspunkt blive bedre!??
Idag var det anden lørdag i streik jeg var til dans. Denne gang to jeg til to jazz timer. En "absolute beginners class" og en "beginner class". Det gik bedre idag, selvom det stadig var meget svært at følge med og min krop gjorde desuden stadig ondt fra sidste gang jeg var afsted.
men "no worries" - jeg har tænkt mig at fortsætte indtil jeg kan finde ud af det! :) Man tager ikke hele vejen til london, for så at give hurtigt op med noget som helst!
Udover at dansen igen er genoptaget, så er jeg flyttet til et nyt sted. Det hedder Hyelm og er et internationalt boligkompleks/hostel i Hampstead. Her bor man i længere tid ad gangen. Det er meget fint her og folk er utrolig flinke. Jeg har fået en sød værelseskammerat, som jeg dog ikke har fået snakket så meget med endnu, da vi ikke er hjemme på de samme tidspunkter.
Maden derimod er ufattelig kedelig. Rigtig skolemads/kantine'agtig. Hold da helt op hvor man savner mutti's madlavning - for den sags skyld, god gammeldags dansk madlavning generelt!
Men alt er vel og nu varer det ikke længe før jul, det skulle tilsyneladende være fantastisk at være i London i juletiden.
05 oktober, 2011
fik jobbet
Ja man! Jeg fik jobbet ved pandora og kan nu kalde mig fuldtidsansat hos dem :)
Har nu haft 3 arbejdsdage som ansat og jeg må sige, at jeg allerede er utrolig glad for det. Selvom der er mange nye ting at lære, både om produkterne, men også at finde min indre sælger frem og det er en smule svært.
Den største udfordring lige i øjeblikket er selvfølgelig stadig sproget, selvom mange roser det. Det er bare utrolig svært at udtrykke hunrede procent hvad man mener fordi man ikke lige altid har de præcise ord og udtryk man mangler og skal bruge. Jeg tænker stadig på dansk, hvilket nok har noget at gøre med, at stedet jeg bor er et dansk hjem og eftersom jeg størstedelen af tiden er sammen med danskere, får jeg ikke øvet mit engelsk ofte nok. Kun når jeg er på arbejde. Dog kan jeg allerede mærke efter 3 dage på job at jeg har lettere ved at udtrykke mig. Om ikke så længe flytter jeg over til et mere internationalt sted at bo, hvor jeg bliver omringet af engelsk dagen lang - så der skal nok komme til mere ryk i tingene, så snart jeg flytter derover.
Englænderne er utrolig høflige når man tiltaler hinanden. Det føles helt mærkeligt altid at skulle tiltale andre "sir" eller "madame" på arbejdet. Derudover er det heller ikke bare lige at sige "Det bliver 45 pund" til kunden. Nej, det hedder "det bliver 45 pund please". Man skal altid huske at sige please og thank you til nærmest alt - ellers bliver man betragtet som værende uhøflig.
En anden ting, som jeg bestemt har skullet vænne mig til på jobbet er, at vi skal være meget opsøgende hele tiden. Vi skal gå hen til kunderne nærmest så snart de vader ind i butikken for at spørge om de ønsker hjælp. I princippet lyder det jo meget godt, men ved at når det er mig selv som er kunden, synes jeg bare det er irriterende at der hele tiden kommer salgsassistener hen og spørger.. Jeg er typen der bare helst vil have fred til at gå og kigge og så kan jeg altid selv bede om hjælp hvis jeg mangler.
Englænderne har det meget med at spørge "hvordan har du det?" når man kommer ind i butikken og det er egentlig mest det jeg synes er underligt at gå rundt at spørge fremmede mennesker om. Én ting er, at skulle henvende sig til kunden og fortælle dem, at man er der hvis de har nogle spørgsmål osv. En anden ting er ligefrem at spørge dem hvordan det går. Det er for mig et personligt spørgsmål, som man på en eller anden måde får lavet om til et overfladisk spørgsmål, som man egentlig ikke ønsker et ærligt svar på. For der er jo ingen af os salgsassistenter der egentlig ønsker at vide om du har en dårlig dag og for den sags skyld er der vel ingen kunder der har lyst til at fortælle den information til salgsassistenten, hvis det var tilfældet!?
Men nå, nok om det! :)
Nu vil jeg fortælle om en lidt sjovere hændelse!
Jeg var igår et lille visit i et af de lokale supermarkeder for at købe en dåse markrel til rugbrødet. Da jeg kommer hen til kassen, opdager jeg at jeg ikke har småpenge nok, så jeg siger til ekspedienten at jeg gerne vil betale med kortet. Han fortæller mig at det desværre ikke er muligt, da man skal købe for mindst 5 pund for at kunne betale med kortet. Lige i øjeblikket bliver jeg en lille smule stresset, da jeg ved der står andre i køen bag mig,.. jeg kigger mig forvirret rundt for at se om jeg kan finde noget ekstra at købe så jeg kan købe på kortet, selvom jeg egentlig ikke har lyst til at bruge flere penge end det hvad jeg kom for. Men idet jeg står og kigger mig rundt efter andre ting at købe, afbryder en venlig mand at han gerne vil betale de to pund jeg mangler, hvis bare jeg så smider resten af mine små penge i sådan en indsamlingsting, der stod ved kasseapperatet (ligesom dem fra røde kors og red barnet).. Jeg spurgte "are you sure?" hvortil han svarede at det var han, det var jo kun to pund.
Jeg siger tusind tak og kan slet ikke forstå at der er nogen som helst der vil betale det ekstra jeg står og mangler.. Meget venligt af ham. Han var vist præst. Han havde en af de der kraver på og så sagde han "gud bevare dig" efter jeg havde sagt tak og farvel.
To pund er alligevel omkring de 16 kr og tror ikke lige man hjemme i Danmark oplever sådan at andre mennesker i køen vil hjælpe en på den måde,. Jeg havde personligt ikke engang selv gjort det. Men det kan da godt være jeg tænker over det en ekstra gang, næste gang der er en i køen der mangler de sidste mønter til indkøbet.
MOJN for denne gang :D Knus Eybye!
Har nu haft 3 arbejdsdage som ansat og jeg må sige, at jeg allerede er utrolig glad for det. Selvom der er mange nye ting at lære, både om produkterne, men også at finde min indre sælger frem og det er en smule svært.
Den største udfordring lige i øjeblikket er selvfølgelig stadig sproget, selvom mange roser det. Det er bare utrolig svært at udtrykke hunrede procent hvad man mener fordi man ikke lige altid har de præcise ord og udtryk man mangler og skal bruge. Jeg tænker stadig på dansk, hvilket nok har noget at gøre med, at stedet jeg bor er et dansk hjem og eftersom jeg størstedelen af tiden er sammen med danskere, får jeg ikke øvet mit engelsk ofte nok. Kun når jeg er på arbejde. Dog kan jeg allerede mærke efter 3 dage på job at jeg har lettere ved at udtrykke mig. Om ikke så længe flytter jeg over til et mere internationalt sted at bo, hvor jeg bliver omringet af engelsk dagen lang - så der skal nok komme til mere ryk i tingene, så snart jeg flytter derover.
Englænderne er utrolig høflige når man tiltaler hinanden. Det føles helt mærkeligt altid at skulle tiltale andre "sir" eller "madame" på arbejdet. Derudover er det heller ikke bare lige at sige "Det bliver 45 pund" til kunden. Nej, det hedder "det bliver 45 pund please". Man skal altid huske at sige please og thank you til nærmest alt - ellers bliver man betragtet som værende uhøflig.
En anden ting, som jeg bestemt har skullet vænne mig til på jobbet er, at vi skal være meget opsøgende hele tiden. Vi skal gå hen til kunderne nærmest så snart de vader ind i butikken for at spørge om de ønsker hjælp. I princippet lyder det jo meget godt, men ved at når det er mig selv som er kunden, synes jeg bare det er irriterende at der hele tiden kommer salgsassistener hen og spørger.. Jeg er typen der bare helst vil have fred til at gå og kigge og så kan jeg altid selv bede om hjælp hvis jeg mangler.
Englænderne har det meget med at spørge "hvordan har du det?" når man kommer ind i butikken og det er egentlig mest det jeg synes er underligt at gå rundt at spørge fremmede mennesker om. Én ting er, at skulle henvende sig til kunden og fortælle dem, at man er der hvis de har nogle spørgsmål osv. En anden ting er ligefrem at spørge dem hvordan det går. Det er for mig et personligt spørgsmål, som man på en eller anden måde får lavet om til et overfladisk spørgsmål, som man egentlig ikke ønsker et ærligt svar på. For der er jo ingen af os salgsassistenter der egentlig ønsker at vide om du har en dårlig dag og for den sags skyld er der vel ingen kunder der har lyst til at fortælle den information til salgsassistenten, hvis det var tilfældet!?
Men nå, nok om det! :)
Nu vil jeg fortælle om en lidt sjovere hændelse!
Jeg var igår et lille visit i et af de lokale supermarkeder for at købe en dåse markrel til rugbrødet. Da jeg kommer hen til kassen, opdager jeg at jeg ikke har småpenge nok, så jeg siger til ekspedienten at jeg gerne vil betale med kortet. Han fortæller mig at det desværre ikke er muligt, da man skal købe for mindst 5 pund for at kunne betale med kortet. Lige i øjeblikket bliver jeg en lille smule stresset, da jeg ved der står andre i køen bag mig,.. jeg kigger mig forvirret rundt for at se om jeg kan finde noget ekstra at købe så jeg kan købe på kortet, selvom jeg egentlig ikke har lyst til at bruge flere penge end det hvad jeg kom for. Men idet jeg står og kigger mig rundt efter andre ting at købe, afbryder en venlig mand at han gerne vil betale de to pund jeg mangler, hvis bare jeg så smider resten af mine små penge i sådan en indsamlingsting, der stod ved kasseapperatet (ligesom dem fra røde kors og red barnet).. Jeg spurgte "are you sure?" hvortil han svarede at det var han, det var jo kun to pund.
Jeg siger tusind tak og kan slet ikke forstå at der er nogen som helst der vil betale det ekstra jeg står og mangler.. Meget venligt af ham. Han var vist præst. Han havde en af de der kraver på og så sagde han "gud bevare dig" efter jeg havde sagt tak og farvel.
To pund er alligevel omkring de 16 kr og tror ikke lige man hjemme i Danmark oplever sådan at andre mennesker i køen vil hjælpe en på den måde,. Jeg havde personligt ikke engang selv gjort det. Men det kan da godt være jeg tænker over det en ekstra gang, næste gang der er en i køen der mangler de sidste mønter til indkøbet.
MOJN for denne gang :D Knus Eybye!
29 september, 2011
lidt billeder
de mange trapper jeg skulle op af i "the monument"
- udstillingen var bestemt ikke noget for mig!
26 september, 2011
jobsamtale ved pandora
Igår var jeg til jobsamtale ved pandora.
Det var et meget skræmmende kvindemenneske der skulle holde jobsamtalen med mig. Meget streng og meget perfektionistisk. Hun var også dansker, men for at bedømme mit engelsk, skulle samtalen foregå på engelsk. Jeg svarede på diverse spørgsmål om mig selv og om pandora. Pludselig ringede min telefon, som jeg desværre ikke havde fået stillet ordenlig på lydløs. var kommet til kun at stille den på lydløs, men med vibrator. Den blev ved med at ringe og ringe og ringe. Det var ekstremt pinligt og virkelig dårlig timet! pandoradamen kiggede på mig og sagde med lynende øjne "Din telefon ringer"! ja, det måtte jeg jo så give hende ret i og da jeg ville til at række ud efterden, for hurtigt at trykke afvis opkald, abrød hun min handling med de strenge ord; "Du tager den ikke!!!" (og jeg tænkte, nej selvfølgelig gør jeg ikke det!??).. Jeg sagde mange gange undskyld og fortalte at jeg bare ville slukke for den, mens jeg forklarede, at jeg ellers havde prøvet at stille den på lydløs inden samtalen. Udover det gik samtalen fint. Jeg tror første kvarter var på engelsk og var samtale med mig. Resten af tiden snakkede hun selv, PÅ DANSK, om pandora og butikkens regler, hvor hårdt et arbejde det bliver, hvor fleksibel man skal være, hvor høje forventninger de har til den enkelte, dresscode, osv. På et tidspunkt tog hun fat i mine hænderog sagde, "dine negle er fine, men du skal stoppe med at pille fingre - dine neglebånd er grimme - det skal du få gjort noget ved. og tag forresten lige lidt neglelak på når du skal i butikken, så kunderne kan se du gør noget ud af dig selv". En anden kommentar jeg fik, som jeg heller ikke lige glemmer foreløbig, var at hun sagde jeg skulle lade mit hår være mere naturlig istedet for at have alt det stivelse i. Jeg blev meget paf da hun lige nævnte det. For hvis der er én ting jeg er meget følsom omkring, så er det mit hår. Jeg sagde forsigtigt, at jeg altså blev nødt til at tage noget hårskum i, for at få mine krøller frem, men at jeg da godt kunne lade være med at tage hårlak i til næste gang. Derudover ville hun have jeg skulle sætte mit hår op også. Ja, hun havde sandelig, allerede der mange krav til mig.
I det mindste fik jeg en try-out. dvs. at jeg imorgen skal arbejde i pandorabutikken på oxford street i 5 timer og måske et par dage mere, hvorefter de vil bedømme om de vil fastansætte mig.
Idag har jeg måttet ud at spendere penge på nyt buisness tøj til arbejdet. jeg har købt ny blank neglelak, som hun faorlangte og også brugt masser af creme til at blødgøre neglebåndene så de ser bedre ud. Nu er der ikke andet tilbage end at håbe på jeg får jobbet. - og så alligevel ikke? for som hunfik det til at lyde, får jeg absolut ingen fritid,. det er 40 timer i ugen, og så skal jeg være meget fleksibel udover det, dvs jeg ikke må have nogle faste dage hvor jeg f.eks. kan gå til dans. Jul og nytår får jeg på ingen måde fri til, da de hele julemåneden har åbent fra 10 - midnat. Så det bliver en meget travl månede, uden fritid.
Det var et meget skræmmende kvindemenneske der skulle holde jobsamtalen med mig. Meget streng og meget perfektionistisk. Hun var også dansker, men for at bedømme mit engelsk, skulle samtalen foregå på engelsk. Jeg svarede på diverse spørgsmål om mig selv og om pandora. Pludselig ringede min telefon, som jeg desværre ikke havde fået stillet ordenlig på lydløs. var kommet til kun at stille den på lydløs, men med vibrator. Den blev ved med at ringe og ringe og ringe. Det var ekstremt pinligt og virkelig dårlig timet! pandoradamen kiggede på mig og sagde med lynende øjne "Din telefon ringer"! ja, det måtte jeg jo så give hende ret i og da jeg ville til at række ud efterden, for hurtigt at trykke afvis opkald, abrød hun min handling med de strenge ord; "Du tager den ikke!!!" (og jeg tænkte, nej selvfølgelig gør jeg ikke det!??).. Jeg sagde mange gange undskyld og fortalte at jeg bare ville slukke for den, mens jeg forklarede, at jeg ellers havde prøvet at stille den på lydløs inden samtalen. Udover det gik samtalen fint. Jeg tror første kvarter var på engelsk og var samtale med mig. Resten af tiden snakkede hun selv, PÅ DANSK, om pandora og butikkens regler, hvor hårdt et arbejde det bliver, hvor fleksibel man skal være, hvor høje forventninger de har til den enkelte, dresscode, osv. På et tidspunkt tog hun fat i mine hænderog sagde, "dine negle er fine, men du skal stoppe med at pille fingre - dine neglebånd er grimme - det skal du få gjort noget ved. og tag forresten lige lidt neglelak på når du skal i butikken, så kunderne kan se du gør noget ud af dig selv". En anden kommentar jeg fik, som jeg heller ikke lige glemmer foreløbig, var at hun sagde jeg skulle lade mit hår være mere naturlig istedet for at have alt det stivelse i. Jeg blev meget paf da hun lige nævnte det. For hvis der er én ting jeg er meget følsom omkring, så er det mit hår. Jeg sagde forsigtigt, at jeg altså blev nødt til at tage noget hårskum i, for at få mine krøller frem, men at jeg da godt kunne lade være med at tage hårlak i til næste gang. Derudover ville hun have jeg skulle sætte mit hår op også. Ja, hun havde sandelig, allerede der mange krav til mig.
I det mindste fik jeg en try-out. dvs. at jeg imorgen skal arbejde i pandorabutikken på oxford street i 5 timer og måske et par dage mere, hvorefter de vil bedømme om de vil fastansætte mig.
Idag har jeg måttet ud at spendere penge på nyt buisness tøj til arbejdet. jeg har købt ny blank neglelak, som hun faorlangte og også brugt masser af creme til at blødgøre neglebåndene så de ser bedre ud. Nu er der ikke andet tilbage end at håbe på jeg får jobbet. - og så alligevel ikke? for som hunfik det til at lyde, får jeg absolut ingen fritid,. det er 40 timer i ugen, og så skal jeg være meget fleksibel udover det, dvs jeg ikke må have nogle faste dage hvor jeg f.eks. kan gå til dans. Jul og nytår får jeg på ingen måde fri til, da de hele julemåneden har åbent fra 10 - midnat. Så det bliver en meget travl månede, uden fritid.
24 september, 2011
dag 4
I dag er det lørdag og jeg har sovet længe efter min første rigtige bytur i London. Da klokken blev middag, besluttede jeg mig for at nu havde jeg sovet længe nok og nu ville jeg ud i byen på egen hånd og se om jeg kunne finde ud af undergrunden selv! jeg havde alt for mange gange hørt folk omtale et område der hedder covent garden, men havde endnu ikke selv været der. Så det blev mit første stop, med den tanke at jeg også lige kunne tjekke en danseskole ud i samme område! Det var et megt turistpræget område med masser af forskellige kunstnere og diverse folk der på hver sin måde prøver at nasse penge ud af folk. Jeg så bl.a. en mand der havde "forstenet" sig selv midt på gaden! Det så meget sjovt ud og man kan da heller ikke selv lade være med at kigge - men om jeg vil forærer penge til en gøgler på gaden - Nej!
Jeg kunne ikke lige umiddelbart se hvilken vej jeg skulle gå for at komme hen til danseskolen, men jeg fandt et bykort over området og gik så den vej jeg troede det var. Efter at have gået i ring og endt nøjagtig samme sted som jeg startede tog jeg lige endnu et kig på kortet og opdagede at jeg havde misforstået en enkelt lille detalje på kortet - men så kom jeg også på rette vej :) Det så ud til at være et fint sted at danse - så når pengene er til det, ved jeg nu hvor jeg vil starte til dans! Pineapple hedder stedet:0)
Derefter ville jeg hen og se london bridge og jeg fandt uden problemer derhen, den eneste lille detalje der var gået galt var at jeg var endt en bro længere henne, da den bro jeg havde i tankerne slet ikke hed london bridge men tower bridge :0) på vejen tilbage gik jeg forbi et kæmpe monument. Af ren nysgerrighed gik jeg derhen for at se. Det viste sig at det faktisk hed "the monument" og man kunne gå op i tårnet øverst og se en pæn udsigt ud over byen. Det valgte jeg at gøre, selvom det var nu virkelig mange trapper at skulle op af - men udsigten var det værd!
Efter et par hyggelige timer for mig selv i london midte tog jeg hjem igen og sidder nu og slapper af.
http://www.themonument.info/
http://www.pineapple.uk.com/
http://www.covent-garden.co.uk/
http://www.towerbridge.org.uk/TBE/EN/
http://da.wikipedia.org/wiki/London_Bridge
http://www.pineapple.uk.com/
http://www.covent-garden.co.uk/
http://www.towerbridge.org.uk/TBE/EN/
http://da.wikipedia.org/wiki/London_Bridge
21 september, 2011
DAG 1
Flyveturen.
Så blev der sagt farvel til mutti i lufthavnen og nu står den på eventyr i storbyen!
Det var meget mærkeligt at sige farvel, når man ikke er sikker på hvornår man egentlig kommer hjem igen, men sagt farvel det blev der, og så var jeg ellers på egen hånd! Efter at være gået igennem security med håndbagagen, møder jeg straks en bekendt - en gammel efterskolelærer. Så der blev lige sagt hej og hvordan går det og så måtte jeg igen videre. Det var meget sjovt lige at støde på en bekendt dér. Verden er lille som man siger.
Det var meget mærkeligt at sige farvel, når man ikke er sikker på hvornår man egentlig kommer hjem igen, men sagt farvel det blev der, og så var jeg ellers på egen hånd! Efter at være gået igennem security med håndbagagen, møder jeg straks en bekendt - en gammel efterskolelærer. Så der blev lige sagt hej og hvordan går det og så måtte jeg igen videre. Det var meget sjovt lige at støde på en bekendt dér. Verden er lille som man siger.
Om bord på flyet skyndte jeg mig at snuppe en plads ved vinduet, hvor imens jeg håbede på at der tilfældigvis ville komme til at sidde en sød fyr ved siden af (som man ser i film). Sådan gik det ikke, nej jeg kom til at sidde ved siden af en dame der lugtede en smule af sved, men flink var hun da!! Efter at have snakket med hende og hendes sidekammerat under flyveturen, får jeg faktisk et telefonnummer jeg kan ringe til, til en kontakt de har, som muligvis kunne hjælpe mig med at finde arbejde. Så helt dårligt var det jo bestemt ikke at hun overtog pladsen for den lækre fyr jeg oprindeligt havde tænkt mig skulle have siddet der.
Så kom vi til stansted lufthavn. Det hele gik strålende, jeg fulgte bare efter mængden, indtil jeg simpelthen ikke kunne vente mere - jeg blev nødt til at finde et toilet! :0) Da jeg kom tilbage fra mit hurtige smut på det lille hus, var alle væk! Ja, så måtte jeg jo selv finde vej. Det gik nu udmærket, jeg fandt hen til bagage claim og fik fat i min bagage.
Så kom næste udfordring; at finde hen til den bus jeg skulle med videre! Jeg købte en billet ved en selvbetjeningskasse, hvilket tog en rum tid, da jeg på ingen måde kunne finde ud af systemet. Så da jeg vendte mig om for at gå videre, opdagede jeg i alt flovhed at jeg havde skabt kæmpe kø bag mig .. UPS!! :0)
Busturen
Endelig kom jeg ud til der, hvor alle busserne holdte. Idét jeg starter med at holde udkig efter den jeg skulle med, opdager jeg pludselig at den kører lige forbi mig og ud på sin rute. ØvØv, så måtte jeg lige spørge en af dem der arbejdede der om hjælp. Han fortalte så at det var den sidste af den slags bus, der kørte for i dag (klokken var omkring 12). Jeg gik helt panik, for det var den eneste bus jeg havde tjekket op på og vidste helt præcis hvor jeg blev sat af osv.
Til min store lettelse, viste det sig dog, at jeg som sædvanlig havde været lidt langsom i opfattelsen og
at han bare jokede. Efter kun et kvartes ventetid ankommer den næste bus. Jeg går om på den rigtige side, for der går man jo sædvanligvis ind - havde vi været i Danmark. Jeg opdager hurtigt at alle de andre ikke går samme vej rundt om bussen som mig, men den engelske vej rundt om bussen, som er den forkerte vej på dansk! Tja, man skal godt nok lige vende sig til at alt er omvendt.
I bussen sidder jeg mig ved siden af en ældre smilende dame og hende og jeg snakker det meste af vejen ind til London. Hun er utrolig imødekommende og let at snakke med, så det hele tegner godt!
Ankomst
Efter cirka en times kørsel fra lufthavnen holder bussen ved det stoppested hvor jeg skal af!
Jeg smutter ud med bagage og håndtaske og kigger mig forvirret rundt. Jeg kunne absolut ikke se at jeg var det sted på kortet som jeg burde være. Derfor, valgte jeg at spørge en tilfældig forbigående om hjælp og det viser sig faktisk at jeg stod lige ved siden af den sti jeg skulle dreje ind ad. Hele vejen fra busstoppestedet til K går op af bakke. Ikke lidt op af bakke - MEGET OP AF BAKKE!! Og der kom jeg med min 20 kg tunge kuffert, som i øvrigt var gået i stykker ved det ene hjul, og min 10 kg tunge håndbagage og høje sko på. Halvvejs oppe ad bakken går der en fyr forbi mig der lidt kækt siger til mig på dansk - "velkommen til, vi har alle været der!" med hvilket han selvfølgelig mener den stejle tur op af bakken med alt sin bagage på slæb! Nå, men så var jeg da i hvert fald helt sikkert på rette vej! :)
Da jeg ankommer til selve stedet hvor jeg skal bo er der endnu to fyre der er flinke og spørger om de skal hjælpe mig med bagagen - for ja, selvfølgelig er der masser af trapper både op til selve huset men også op til anden sal hvor jeg skal bo :(
Da jeg kommer op på mit værelse, hvor jeg skal bo med to andre piger, er der ingen hjemme. Jeg begynder derfor bare at pakke lidt ud og sætte mine ting på plads de steder hvor jeg kan se de har gjort plads til mig. Derefter sidder jeg mig ned i opholdsstuen i håb om at der er nogle der vil snakke lidt.
De har alle kendt hinanden i cirka halvanden måned, så de har allerede et vist fællesskab, man godt kan mærke man lige skal arbejde lidt for at komme med ind i. Men ellers er de meget søde og virker imødekommende.
Aften
Endelig - så er der sgu aftensmad og jeg er ekstremt sulten. Der er stadig intet syn af de piger jeg skal bo på værelse med, så jeg går selv ned i spiserummet. Denne aften er vi kun 3 til aftensmad, det er meget hyggeligt, men havde troet der ville være mange flere. Jeg får at vide at der dagen efter er cheeseburger og pomfritter, så at det nok er derfor de fleste ikke er der denne aften, da de gemmer deres madbillet til aftenen efter :)
Endelig kommer pigerne, jeg skal bo på værelse med, hjem fra arbejde. De virker meget flinke, men har dog også boet på værelse sammen halvanden måned allerede, så også dér skal der kæmpes lidt før man naturligt hører med ind i gruppen!
Men hva? Det er jo kun dag 1 og man skal lige falde til! Jeg ser frem til de fremtidige dage her på K.
Nu er det dag to og jeg slapper lige lidt af inden jeg smutter på opdagelse i området omkring mig sammen med pigerne fra mit værelse, som viser midt lidt rundt.
17 september, 2011
Sidste ord inden afgang!
Det er lørdag aften og 3 dage tilbage til afgangen fra billund lufthavn! Nu er det først rigtigt ved at gå op for mig hvad der skal ske! Er spændt, men samtidig nervøs for hvad jeg kan forvente af opholdet i London. Én ting ved jeg ihvertfald; jeg skal for første gang i mit liv til rigtigt at vaske mit eget tøj :0) Ikke fordi jeg aldrig har smidt en armfuld vasketøj i maskinen før og trykket på det program min mor har oplyst mig om, jeg skal bruge, men det er ærlig talt en sjælden begivenhed! Derudover er det farvel til mors brilliante kogekunst. Det kan ikke siges med ord, hvor meget jeg kommer til at savne hendes mad - og det faktum at hun laver den for mig :)
Nej, spøg til side - jeg kommer til at savne andet end kun min mors køkkenkundskaber og generelle huslige service! Hun er det dejligste menneske på jorden, min fortrolige og den der altid er der. Det synes jeg bare lige hun skulle have at vide inden jeg tog afsted!!
Derudover er der en del der har været super fantastiske til at hjælpe mig med ting og sager der skulle ordnes inden min afrejse. Det skal I også have tak for - I ved selv hvem I er :)
For god ordens skyld, må jeg hellere lige dedikerer et par ord til resten af de dejlige mennesker, der betyder noget for mig i min hverdag, familie og venner. I vil blive tænkt på ofte!
Så er der vist ikke så meget andet tilbage end at sige, at jeg glæder mig super meget til mit udenlandske eventyr og god weekend!
Nej, spøg til side - jeg kommer til at savne andet end kun min mors køkkenkundskaber og generelle huslige service! Hun er det dejligste menneske på jorden, min fortrolige og den der altid er der. Det synes jeg bare lige hun skulle have at vide inden jeg tog afsted!!
Derudover er der en del der har været super fantastiske til at hjælpe mig med ting og sager der skulle ordnes inden min afrejse. Det skal I også have tak for - I ved selv hvem I er :)
For god ordens skyld, må jeg hellere lige dedikerer et par ord til resten af de dejlige mennesker, der betyder noget for mig i min hverdag, familie og venner. I vil blive tænkt på ofte!
Så er der vist ikke så meget andet tilbage end at sige, at jeg glæder mig super meget til mit udenlandske eventyr og god weekend!
25 august, 2011
Abonner på:
Opslag (Atom)